Kontorbygning i Caribien forbinder ydre og indre landskab

Dissing+Weitling, kontorbygningen i Caribien, eksteriør, NOR3D
1. oktober 2019

Kontorbygningen i Caribien er nøje tilpasset det smukke lokale miljø og gør arbejdspladsen til mere end bare et sted at arbejde.

Kontorbygningen i Caribien underbygger i stil og funktion virksomhedens ambitioner om at ville fremme teamwork og innovation. Bygningen er et eksempel på, hvordan vi altid sigter efter at skabe et arbejdsmiljø, der har positiv indflydelse på brugernes dagligdag, og illustrerer vores ambition om at tilpasse arkitekturen til det lokale miljø. En arbejdsplads skal altid være mere end bare et sted at arbejde.

Kontorbygningen er beliggende i et ekstraordinært frodigt miljø, som vi har indarbejdet i vores arkitektoniske visioner. Mange gamle træer og planter, som bygningens placering tager hensyn til, skaber et indtryk af en stor rummelig have med en beroligende atmosfære.

Vi har henlagt alle kontorfunktioner på to hovedniveauer og skabt et lavere niveau, der drager fordel af det skrånende sted og det havelignende særpræg. Det har været vores intention at skabe en følelse af, at det udvendige landskab ’flyder’ gennem stueetagen, mens en åben trappe og et lille atrium visuelt binder de to hovedniveauer sammen.

God udsigt og dagslys

Udover kontorområderne med fleksibelt design og disponering, indeholder bygningen sikkerhedsforanstaltninger, mødelokaler, køkken, mødelokaler, lobby og parkeringsområde. Arbejdsrummene er optimeret efter funktionelle behov, akustik og lyskrav, og vinduerne er strategisk placeret, så personalet har god udsigt og dagslys. Designet er fleksibelt, så det ville kunne ændres ved nye krav eller udvidelser i fremtiden. Facaden beskytter bygningens ydre mod solens varmeenergi og minimerer behovet for klimaanlæg indvendigt.

Naturlige og lokale materialer

For at skabe en sammenhæng med den tidligere bygning, og bevare stedets historiske karakter, har vi genbrugt enkelte, arkitektoniske elementer, der er med til at fremhæve stedets særpræg. Det gælder blandt andet en indgangsport i metal og ældre mursten og natursten. Vi foreslår, at skodder fremstilles lokalt, hvor der er en stolt tradition for smedearbejde og håndværk. Alle materialer brugt til interiørelementer som trapper, gelænder, glasskillevægge, overflader, keramiske fliser på gulve og møbler har en naturlig skønhed, som vi bevarer i det nye miljø.